Sund mave del 1 – Hvad er mavesår og hvorfor opstår de?

Mavesår hos hesten er noget mange hesteejere kommer ud for. HH Care vil i flere blogs have fokus på emnet. Her vil vi komme ind på hvad mavesår er, hvorfor det opstår, hvad tegnene er og hvordan man som hesteejer bedst muligt kan hjælpe sin hest.

Hvad er mavesår?

Mavesår hos heste opstår, når hestens egen mavesyre irriterer mavesækkens slimhinde. Det kan altså både være irriterede områder eller deciderede sår, og det kan være overalt i mavesækken. Mavesår og irritation opstår, når der produceres et overskud af mavesyre, i forhold til den mængde basiske spyt hesten danner når den tygger på sit foder. Jo mere hesten skal tygge, des mere spyt dannes der. Især grovfoder som græs, wrap, hø og halm får hesten til at danne større mængder spyt – som derved kan neutralisere mavesyren. Sværhedsgraden af mavesår karakteriseres efter en skala på 4 niveauer, hvor sværhedsgrad 4 er den værste med et blødende mavesår. Indplacering i sværhedsgrad benytter dyrlægen til at vurdere ændringer under behandlingen.

Hestens mavesæk

Hos heste er mavesækken opdelt i to dele. Den nederste del kaldes den røde del (den glandulære del) idet den fremstår rødlig. Her dannes mavesyren, samt beskyttende mucus/slim der til dels beskytter imod mavesyrens ætsningsvirkning. Den øverste del kaldes den hvide del (den non-glandulære del). Her er slimhinden ikke beskyttet imod mavesyrens syrevirkning. Kommer der mavesyre på denne del vil der let kunne opstå irritation og mavesår. De to dele af mavesækken er opdelt med en meget tydelig opskilningslinie. Normalvis vil mavesækkens indhold betegnes som et flydelag, men faktisk er det en temmelig kompakt ”bold” bestående af tyggede fibre, såsom hø, græs, wrap mm. Man kan tænke på den som en svamp, jo mere grovfodermateriale, des mere mavesyre kan ”bolden” indeholde. Grovfoderfibermassen vil sørge for, at den ætsende mavesyre ikke vil kunne komme i kontakt med den øverste/hvide del af maven, og det vil derved beskytte den hvide del fra at få irritationer eller mavesår. Mavesår i den røde del (den glandulære del), menes at være miljø/stress-betonet. Til trods for en del videnskabelige undersøgelser, er der stadig meget vi ikke ved omkring mavesår i den røde del. I takt med at det bliver mere normalt at gastroskopere heste, er man blevet mere opmærksom på en anden form for mavesår; mavesår ved pylerus. Pylerus er overgangen fra mavesækken til tarmen. Lige dér hvor al det indtagne foder skal videre ud i tarmene, for at kroppen kan optage næring og væske fra mavens indhold.

Et syndrom

Mavesår hos hest kaldes på internationalt sprog EGUS (Equine Gastric Ulcer Syndrome). Grunden til at det kaldes et syndrom er, at der kan være mange underlæggende årsager til at hesten får mavesår. Disse grunde kan være svære at finde ud af, men det er en nødvendighed at ændre de underlæggende årsager, førend en længerevarende heling kan opnås.

Hvorfor opstår mavesår?

Hestens natur

Hesten er et steppedyr og er fra naturens side udviklet til at æde græs, buske og træer fra stepperne. Dette ville de gøre mere eller mindre kontinuerligt hen over dagen, dog med kortere perioder med faste til at sove, vandre o.lign. For at omsætte dette foder producerer heste mavesyre 24 timer i døgnet – uanset om den æder eller ej. Over tid og menneskelig indflydelse spiser de nu fiberholdigt grovfoder, som græs og stråfoder. Voksne heste udskiller 25-30 liter mavesyre dagligt, afhængig af foderrationen og fiberindholdet deri. Denne mavesyre er årsagen til mavesår. Men risikoen for at hesten udvikler mavesår, påvirkes i høj grad af hvad hesten får af foder. PH i mavesækken er omkr. 2, og mavesækken er derved afhængig af spytproduktion til at neutralisere maveindholdet. Spytproduktion falder hvis hesten ikke får tilstrækkeligt med stråfoder. Når hesten ikke får tilstrækkeligt med groft, fiberholdigt grovfoder, vil der ikke produceres tilstrækkeligt basisk spyt til at neutralisere den overskydende mavesyre. Mavesyren vil derfor begynde at ætse slimhinden i den øverste del (den non-glandulære/hvide del) af mavesækken – hvilket kan resultere i at der dannes mavesår.

Typer af foder

Store mængder findelt kraftfoder, og foder med høj stivelse og sukker indhold vil øge risikoen for mavesår. Det findelte kraftfoder reducerer behovet for at tygge foderet, hvorved der dannes mindre mængder basisk spyt til at neutralisere mavesyren. Når sukker og stivelsesholdigt kraftfoder rammer mavesækken vil bakterier påbegynde en gæringsproces. Bakterierne vil ved nedbrydelse af kulhydraterne danne stoffer, som i store mængder kan angribe mavesækkens slimhinde og danne irritation, dette vil gøre mavesækkens slimhinde mindre modstandsdygtig overfor mavesyren, og vil øge risikoen for udvikling af mavesår.

Dagens  udsving i foderindtag

Kontinuerligt indtag af grovfoder er derfor meget vigtigt. Men hvad sker der når hesten ikke spiser grovfoder? Hesten vil naturligt spise mindre om natten, men øger sit indtag af grovfoder om dagen. Derfor vil der i løbet af dagen være en ”høj” pH i mavesækken. Den vil så falde om aftenen og natten, når hesten indtager mindre. Lige netop derfor er det meget vigtigt at tildele hesten grovfoder tidlig morgen, for i videst mulige omfang at undgå problematikker med mavesår.

Vælg et Afhentningssted