Udgivet i

Giv hesten et roligt nytår

 

Vores heste får mange indtryk. I det daglige kan de oftest håndtere det. Men sker der noget ekstraordinært i de normale rammer, eller kommer hesten ud i nye omgivelser skal den muligvis have lidt hjælp.

 

Træning er alfa omega

Det er vigtigt at vi forbereder hestene til at leve i den verden vi har dem i. Nogle heste har let ved det, imens andre skal hjælpes ved at blive trænet. Det kommer meget an på deres temperament.

Heste spejler den der håndtere dem, hvis vi er nervøse og urolige, så vil hesten ofte udvise samme adfærd. Dette skyldes at hesten er et flokdyr, og fra naturens side er det meget vigtig at de reagerer på det de andre i flokken udstråler – det afhænger af liv og død! Men lige netop derfor er det også vigtigt at vi holder ro og udstråler en afslappet adfærd når vi introducerer hesten til noget nyt, eller noget vi ved den kan være nervøs for.

Øv, øv, øv

Ordsproget Øvelse gør mester gælder i mange tilfælde, og det er også reglen her. Det gode er at rigtig mange situationer i hverdagen er en mulighed for at træne. Netop derfor skal man også hele tiden være opmærksom, for det kan også mislykkes og i stedet for at skabe tillid og ro kan man risikere at opnå det modsatte. Hver gang hesten skal opleve noget nyt, eller hvis der er noget som virker foruroligende på dem, gælder det om at vi holder ro, og tillader dem at være i situationen. Nogle har brug for at undersøge det farlige. Nogle har brug for at blive ved med at bevæge sig – måske kan man cirkle omkring det farlige indtil det bliver afmystificeret. Imens andre har brug for at lægge lidt afstand til det farlige, og nærme sig langsomt uden decideret fokus på det farlige. Har du problemer med din hest kan det være en rigtig god idé at få hjælp af nogle kyndige trænere eller undervisere.

Alt i vores hverdag er noget vi skal skabe tillid til og dette gælder også hesten. Når den er i sin velkendte flok så er den forhåbentlig rolig, men biler, smed, ridning, trailerkørsel, opvarmning til stævner, konkurrencebanen og meget meget andet er noget hesten skal lære at forholde sig til, og finde ro ved. Det er meget lettere at starte tilvænning til nye ting i en ung alder, så kom endelig i gang tidligt. Det er kun sundt for plagen eller den unge hest at opleve lidt forskelligt i hestens eget tempo.

Saml på gode oplevelser, for med gode oplevelser bliver hesten tryg.

Jo flere gode oplevelser vi kan lægge i hestens rygsæk, jo mere sikker er den i situationen og jo mere kan vi stole på at den reagerer hensigtsmæssigt. Men husk, heste kan, ligesom os, altid blive forskrækkede, og qua deres størrelse kan en bange hest være farlig – så tag dine forholdsregler og pas på dig selv og hesten, samt jeres opgivelser.

 

Gode idéer til ”nytårsaften-situationen”

Nytårsaften er en aften som vi dyreejere ofte kan frygte, og hvordan kan man egentlig lige forberede hesten?

Én ide kunne være at træne lyden. Der findes mange lydfiler med fyrværkeri beregnet til træning af hunde, kig evt. på YouTube. Træn gerne når hesten er tryg og kun når du er i nærheden. Det kan være imens den spiser, imens den strigles eller når I træner noget andet. Med tiden skal den ”bare” se det som noget baggrundsstøj. Start altid med lav volumen og skru langsomt op over tid. Er din hest meget urolig kan det være en god idé at inddrage en anden hest der er afslappet i situationen – hvis den udstråler ro og evt. blot står og spiser, så vil det ofte påvirke den urolige hest positivt.

Lysglimtene er sværere at træne, men her er også noget vi kan gøre. Tænd lyset. Når lyset i stalden er tændt vil de sjældent lægge mærke til glimtene. Hvis du ved at der bliver fyret af tæt på hestene, så kan man med god effekt sætte noget mørkt for vinduerne, og stadig have tændt lys, for at glimtene ikke kan ses.

 

 

Bliver hesten stadig overstimuleret?

Hvis hesten stadig bliver overstimuleret kan vi hjælpe den lidt på vej ved at give et beroligende tilskud. Ofte er det kun nødvendigt i kort tid for at hesten vender sig til det nye, for med gode oplevelser vil hesten som oftest blive tryg. Tilskud kan aldrig stå alene, men det kan være en rigtig god hjælp.

 

 

Hvordan virker beroligende tilskud?

Der findes mange produkter på markedet. Her vil vi gennemgå funktionen af nogle af de oftest brugte indholdsstoffer.

Magnesium er et livsvigtigt mineral og spiller en vigtig rolle i nervefunktion og muskelsammentrækning, såvel som andre roller rundt om i kroppen. Mangel på magnesium i kosten kan resultere i neuromuskulær spænding og øge nervøs adfærd.

Vitamin B1 (thiamin) er vigtigt for at hjælpe med at opretholde nerveimpulstransmission og cellulær energiproduktion.

L-Tryptophan er en essentiel aminosyre i hestens kost, der er nødvendig for produktionen af ​​det vigtige hormon serotonin, som er forbundet med humør og glæde. L-tryptophan er inkluderet i mange beroligende produkter for at understøtte det daglige behov, især hos de opmærksomme eller ængstelige heste. Heste der får minimalt med kraftfoder, kan som følge heraf være underforsynet med denne vigtige aminosyre.

Calcium virker i tæt samarbejde med magnesium og er nøglen til at opretholde korrekt muskel- og nervefunktion.

Kyskhedstræekstrakt (Vitex Agnus Castus), også kendt som Munkepeber, er blevet brugt i århundreder til at understøtte humør og temperament. For nylig har forskning vist, at Kyskhedstræ-planten indeholder naturlige forbindelser, der understøtter vigtige humørregulerende hormonniveauer, som hjælper med at opretholde hormonbalancen, samt reducere irritabilitet og muskelspændinger, hvilket kan føre til uforudsigelig og udfordrende adfærd og tab af koncentration. Vær opmærksom på at drægtige hopper ikke bør få kyskhedstræekstrakt.

Kamille er en naturlig plante, der har været brugt i århundreder for sine afslappende og beroligende egenskaber.

 

Hvornår giver man det beroligende tilskud?

Heste reagerer lidt forskelligt på beroligende tilskud, nogle har en god effekt af det ene imens andre har bedst effekt af et andet – så det kan være nødvendigt at prøve sig lidt frem. Også tidspunktet for indgivelse kan være lidt forskellig fra hest til hest, men det vigtige er at give hesten tilskuddet imens den er i ro – når den først er nervøs eller bange, vil effekten være meget reduceret.

Beroligende pastaer bør gives i god tid, ofte anbefaler vi at tildele én pasta aftenen før man skal bruge effekten og endnu én 1-2 timer før effekten skal benyttes. Derefter virker det som oftest i 4-5 timer. Men læs på det enkelte produkt.

Giver du dagligt tilskud, kan det være en god ide at øge doseringen på de dage hvor du ved at hesten er mere udsat for situationer der kan påvirke den. Igen, læs på det enkelte produkt.

 

Gode råd til et roligt nytår

På nytårsaftensdag

  • Nytårsaftensdag kan det være en god idé at tage hestene ind fra fold i god tid, så de er på stald inden mørkets frembrud, da det ofte allerede er her der begyndes at blive skudt fyrværkeri af.
  • Opstald dine heste i gode trygge rammer hvor den har mulighed for at se dens vante staldkammerater. Går din hest normalt vis i løsdrift, så kan det sagtens være en god idé at have dem gående ude. Vær blot sikker på at der ikke kan lande fyrværkeri på folden – og hold tæt øje med dem. Du kan tage en snak med dine naboer og høre hvorvidt de planlægger at skulle fyre af. Aftal at de giver dig besked omkring tidspunkt, så du kan være ved hestene og observere.
  • Hold ekstra godt øje med dem. Tjek ofte op på dem i løbet af aftenen og natten.
  • Hold dem beskæftiget med rigeligt grovfoder (f.eks. hø), men også godbidder og slikke-lækkerier kan være god til at distrahere. Vær dog opmærksom på indtaget hvis hesten er nøjsom eller er i risikozonen for forfangenhed.
  • Tænd en radio med musik for at dæmpe de pludselige fyrværkerilyde. Nogle heste kan desuden have gavn af ørepropper eller en lyddæmpende hut.
  • Tænd lyset i stalden – det kan reducere synligheden af lysglimtene.
  • Overvej et beroligende tilskud – det kan ofte gøre at både du og hesten kan slappe lidt mere af.
    • Bruger du tilskud i pasta? Giv gerne én når de kommer ind og er afslappede. Den virker efter 1-2 timer, og har effekt de næste 4-5 timer. Herefter kan du vurdere hvorvidt de har brug for endnu én – måske det er en god investering i din nattesøvn efter en lang og dejlig aften.
  • Sidst men ikke mindst. Hold ro på dig selv. Dine heste kan mærke hvis du er nervøs, så vær et godt eksempel og hav en dejlig aften!

Forberedelse inden dagen

  • Sørg for at sikre deres omgivelser og sørg for rigelig bundmateriale, så risikoen for skader mindskes.
  • Lav ikke alt om på én gang – hestene skal helst være vant til at der er musik, lys mm. Ellers kan de risikere at reagere på det, og så er man lige vidt til trods for gode intentioner.
  • Undersøg hvornår der skydes fyrværkeri af i nabolaget. Du kan tage en snak med dine naboer og høre hvorvidt de planlægger at skulle fyre af. Aftal at de giver dig besked omkring tidspunkt, så du kan være ved hestene og observere.
  • Sikre indkørsel etc. så hvis det værste skulle ske, og du ender med en løs hest, at den så vidt muligt bliver på matriklen. Både for hestens og andres sikkerhed.
  • Vil du bruge et beroligende tilskud? Læs mere i ovenstående tekst