
Vi er netop kommet ud af sommeren, og måske har din hest hygget sig lidt for meget på græsfolden, eller har måske holdt lidt for meget ferie? Overvægt hos heste er et stigende problem og kan give alvorlige helbredsproblemer som insulinresistens, forfangenhed, slid på led og nedsat præstationsevne. At hjælpe en hest med at tabe sig kræver tålmodighed, planlægning og en systematisk tilgang. Her får du en række råd til, hvordan du bedst slanker din hest på en sund og holdbar måde, så det ikke blot er et vægttab nu og her – men noget som også holder i længden.
Start med en ærlig vurdering
Det første skridt er at vurdere hestens huld (Body Condition Score, BCS). Mange ejere undervurderer deres hests vægt. Brug hænderne til at mærke efter fedtdepoter ved manken, skuldrene, ribbenene og bagparten. Du bør kunne mærke ribbenene uden at skulle trykke hårdt, og hestens silhuet skal være balanceret uden store fedtdepoter.
Læs mere om huldscoring her: Huldscore for heste – Er din hest for tyk? Kilde: Uanvendelig.dk
Foder – mindre energi, mere struktur
Al vægttab drejer sig om at hesten skal forbrænde flere kalorier end den indtager. Det er vigtigt at hesten ikke blot sultes, idet den så vil ændre sin forbrænding – og det er ikke måden at sikre et sundt og holdbart vægttab. Læs mere i vores blog: Vigtigheden af lysin til nøjsomme heste Kilde: HHCare.dk
Men vær opmærksom på nedenstående punkter i forbindelse med fodring af hesten.
- Reducer kalorierne: Skær ned på kraftfoder og kalorietætte tilskud, medmindre hesten har særlige behov. Rådfør dig endelig med en foderrådgiver, så dette gøres korrekt.
- Hø i kontrollerede mængder: Hø skal stadig være hovedbestanddelen i hestens diæt, men mængden skal tilpasses. Mange heste har brug for ca. 1,5 % af kropsvægten i tørstof per dag for vægttab.
- Analyser grovfoderet: Sukker- og energiindholdet i hø kan variere meget. Vælg et grovfoder med lavt sukker- og energiindhold. Du kan ikke se på et grovfoder hvad det indeholder, det vil altid kræve en analyse.
- Slowfeeding: Brug hønet eller slowfeedere, så hesten får længere tid til at spise og undgår at stå uden grovfoder i længere perioder. På den måde kan risikoen for mavesår mindskes. Læs mere i vores blog her: Hvorfor opstår mavesår? Kilde: HHCare.dk
Motion – mere bevægelse i hverdagen
Som sagt kræver et vægttab at man forbrænder mere end man indtager, derfor er motion en meget vigtig del af ligningen.
- Daglig træning: Longering, ridning, køreture eller arbejde fra jorden hjælper med at forbrænde kalorier. Start langsomt og byg gradvist op. Hold hesten glad ved at arbejde varieret. Vi kender det fra os selv, hvis vi skal noget som vi ikke har lyst til, så er vi bare ikke lige så engageret og giver ikke lige så meget.
- Mere foldtid: Bevægelse i det fri er sundt – men pas på med frodige græsmarker, da de kan give for meget sukker og energi. Overvej jordfold eller stifoldsystemer, ála Paddock Paradise.
- Variation: Skift mellem skridture, intervaller, bomarbejde og lette bakker, så hesten bliver udfordret uden at overbelastes. Det værste der kan ske er at ramle ind i en skade som kræver ro og restitution, opbyg derfor kondition og styrke langsomt men sikkert.
Kontroller vægttabet løbende
Det er ikke kun sjovt at følge med i udviklingen, det er også gavnligt. Det er utrolig vigtigt at hesten ikke blot taber sig, men også opbygges rent muskulært og styrkemæssigt – kun på den måde kan det blive til et varigt og sundt vægttab.
- Vejning: Brug en vægt, hvis muligt, eller et vægtmålebånd for at følge udviklingen.
- Fotodagbog: Tag billeder hver 4. uge, så du kan se ændringer, som måske er svære at opdage i hverdagen.
- Tålmodighed: Et sundt vægttab hos heste bør være langsomt og gradvist – ca. 0,5-1 % af kropsvægten pr. uge.
Undgå faldgruberne
- Ingen sultekur: Heste må aldrig stå uden grovfoder i længere tid, da det kan føre til mavesår og adfærdsproblemer.
- Pas på græs: Selv små mængder forår- og sommergræs kan indeholde meget sukker.
- Inddrag fagfolk: Rådfør dig med dyrlæge eller foderrådgiver, hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst planlægger vægttabet.
Konklusion
At slanke en hest kræver en kombination af justeret fodring, øget bevægelse og konsekvent kontrol. Det vigtigste er, at vægttabet sker gradvist og uden at gå på kompromis med hestens trivsel. Med den rette strategi kan du hjælpe din hest ned i en sund vægt – og forebygge alvorlige sygdomme i fremtiden.
Kilder
- Dugdale, A.H., Curtis, G.C., Cripps, P.J., Harris, P.A., & Argo, C.M. (2010). Impact of nutrition and management on the health and welfare of horses. Animal, 4(7), 1132–1141.
- Geor, R.J., & Harris, P.A. (2009). Dietary management of obesity and insulin resistance: countering risk for laminitis. Veterinary Clinics of North America: Equine Practice, 25(1), 51–65.
- Harris, P.A., et al. (2017). Feeding overweight horses and ponies: a practical approach. The Veterinary Record, 181(4), 98–99.
- Henneke, D.R., Potter, G.D., Kreider, J.L., & Yeates, B.F. (1983). A body condition scoring system for horses. Equine Veterinary Journal, 15(4), 371–372.
- National Research Council (NRC). (2007). Nutrient Requirements of Horses. 6th Revised Edition. Washington, DC: National Academies Press.
- Powell, D.M., Reedy, S.E., Sessions, D.R., & Fitzgerald, B.P. (2019). Exercise and weight management in obese horses. Equine Veterinary Education, 31(8), 424–431.
